Kan man fastsætte bindende videresalgspriser?
No go!!
Har man flere forhandlere af sit produkt, kan man være fristet til at fastsætte bindende videresalgspriser, for derved at undgå konflikter i forhandlernettet, men det går altså bare ikke.
At fastsætte bindende videresalgspriser eller minimums videresalgspriser er en hard core konkurrencebegrænsning, som straffes relativt hårdt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Således fik Vila A/S en bøde på 1,6 million kr. for at kræve at forhandlere af Vila tøj, skulle følge de vejledende priser. To ledende medarbejdere fik derudover hver en bøde på 22.000 kr. Så sent som i juli 2014 fik Witt hvidevarer A/S, som er distributør af robotstøvsugere, en bøde på 1,1 million kr. for at fastsætte bindende videresalgspriser. Også her blev to ledende medarbejdere pålagt en bøde på 20.000 kr. hver.
Og mange flere afgørelser findes med bøder i millionklassen, så hvorfor vælger producenter alligevel at tage chancen?
Jeg havde fornøjelsen at snakke med en rigtig dygtig forretningsmand forleden. Han var forhandler af et produkt, som traditionelt set havde været dyrt at sælge i form af kørende konsulenter mv. Han havde nu effektiviseret salgsprocessen, så kunderne nu kunne gøre en større del selv. Resultatet var billigere priser på produkterne. Producenten af produkterne bliver nu mødt med kritik fra de øvrige forhandler. Hvorfor kan denne forhandler sælge så billigt. Kan I ikke stoppe det.
Jeg forstår godt frustrationen ved producenten, som nu får uro i forhandlerleddet. Men der er ikke andet at gøre, end at stå fast. Som producent må man informere sine forhandlere om at de, selvfølgelig køber på samme vilkår men, at man som producent ingen indflydelse har på, hvilken pris forhandleren sælgere produktet videre til. Man må aldrig gå til den pågældende dygtige forhandler, og bede ham sælge til den vejledende salgspris.