black friday regler

Black Friday – Kender du reglerne?

Snart bugner butikkerne med skilte med ”normalpris/tilbudspris”, ”før/nu”, ” Spar XX %”, ”Spar XX kr” osv. Men hvad må man egentlig? Kender du til reglerne for Black Friday?

Forbrugerombudsmanden reviderede og opdaterede i september 2017 retningslinjerne for prismarkedsføring, med henblik på at gøre det nemmere for virksomhederne at overholde lovgivningen på dette område.

En prissammenligning skal dermed tage udgangspunkt i varens normale pris og må ikke på nogen måde være vildledende.

I henhold til Forbrugerombudsmandens retningslinjer vil en prissammenligning ikke være vildledende hvis:

  • Den normalpris man sammenligner med, har været gældende i en længere periode, umiddelbart forud for annonceringstidspunktet, og
  • Kravene til tilbudsperiodens varigheder er opfyldt.

 

Normalpris i en længere periode

Normalprisen skal således have været gældende i de seneste 6 sammenhængende uger. Har prisen på varen varieret i denne 6 ugers periode, må der kun sammenlignes med den laveste pris i perioden.

Det er vildledende at sætte prisen kunstigt op på varen i de 6 uger, med det formål efterfølgende at sælge varen som tilbud. Har varen eksempelvis gennem året kostet 500 kr. og den bliver sat op til 700 kr. i 6 uger for herefter at komme på ”tilbud” til 500 kr., er der tale om ulovlig vildledning.

Mange forretninger bruger kortvarige kampagner, hvor de eksempelvis tilbyder 20% på alt i en afdeling. En sådan kortvarig kampagne, som kun må gælde i op til 3 dage, afbryder eller suspenderer ikke 6 ugers perioden.  En vare fra den givne afdeling kan derfor godt nedsættes eksempelvis i forbindelse med Black Friday.

Er en vare ofte med i kortvarige kampagner eller andre kombinationstilbud, hvor den sælges med mængderabat, tilbud osv. og disse forskellige tilbudstyper medfører, at det ikke kan siges at varen har en reel normalpris, så vil en prissammenligning med en sådan vare være vildledende.

Tilbudsperiodens varighed

Nu er Black Friday kun 1 dag, men ved andre tilbudsarrangementer må prisen kun være nedsat i en kort periode, som i vejledningen defineres som op til 2 uger.

Prisen må dog markedsføres som nedsat pris efter 2 ugers perioden, hvis virksomheden ved tilbudsperiodens begyndelse, og ved gentagen markedsføring af tilbuddet, tydeligt har oplyst om tilbudsperiodens varighed.

Virksomheden skal dog være varsom med at udvide perioden, idet vejledningen angiver at markedsføringen af en nedsat pris under alle omstændigheder højst må vare halvdelen af den periode, hvori normalprisen har været gældende. Markedsføres den nedsatte pris i en længere periode vil den blive anset som ny normalpris.

For dagligvarer og sæsonvarer gælder der kortere frister, så kontakt os endelig hvis du har behov for yderligere information.

 

I vores jura leksikon svarer vi dig på endnu flere spørgsmål inden for jura. Her kan du eksempelvis også få svar på, om man må annoncere med, at noget er gratis, om mængdebegrænsninger er lovlige og om man må annoncere med “slagtilbud”.

Har du brug for hjælp med dit juridiske arbejde?

Bizzjur bistår dig gerne i dit juridiske arbejde inden for handel, kontrakter, selskaber og varemærker. Vi kan ligeledes assistere dig som din interne jurist på ad hoc basis.

KONTAKT BIZZJUR
Kontakt os i dag

Send os en mail, og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt.