Gør det, du er bedst til!

Landsretten har netop stadfæstet en afgørelse fra Sø- og Handelsretten omhandlende varemærkeretten og ophavsretten til figuren Obelix.

Københavnercaféen Cafe Obelix er opkaldt efter den brølstærke, vildsvinsædende galler og bedste ven til Asterix. Caféen har siden 1993 heddet Café Obelix, og den er nu, 25 år efter, blevet dømt til at betale en godtgørelse til rettighedshaveren af Obelix på 600.000 kr. + sagsomkostninger.

Og hvorfor så det?

Caféen blev i 2009 handlet. Den købende part søgte desværre ikke tilstrækkelig faglig bistand, og ud fra Sø- og Handelsrettens udlægning blev handlen i 2009 alene foretaget af en ejendomsmægler. Ejendomsmægleren oplyste godt nok om, at den sælgende part havde haft kontakt til Gutenberghus Forlaget. Forlaget havde oplyst, at der ikke var noget problem med caféens navn, og at den købende part ville være i god tro, hvis nogle senere skulle påberåbe sig retten til navnet.

Denne due diligence (hvis man overhovedet kan tillade sig at kalde den det) er også omtalt i Sø- og Handelsrettens afgørelse.

”Investeringsselskabet [købende /krænkende part] har ikke bevist at have nogen form for adkomst til sin udnyttelse af Albert Renés rettigheder [Ejer af Asterix og Obelix rettigheden], og det skal i den forbindelse bemærkes, at undersøgelse heraf grundet rettighedernes betydning for caféen burde have indtaget en central rolle i forbindelse med overtagelsen i 2009, som på ingen måde kan opfyldes ved at henholde sig til mundtlige forklaringer fra den tidligere ejer og den pågældende ejendomsmægler om en mundtlig aftale om rettighedsudnyttelse i ikke nærmere bestemt omfang fra 1993”, (fremhævning udført)

Og hvad kan man lære af dette?

Jeg laver ikke tekniske beregninger på bygninger, udskriver recepter på medicin eller kloger mig på K1, K2 og K3’er i en tilstandsrapport – for jeg har ikke kompetencerne. En ejendomsmægler er helt sikkert rigtig dygtig til at handle med ejendomme og lejemål, men når det kommer til rettigheder, så skal man kende sin begrænsning. At rådgive om god tro og negligere vigtigheden af et så stærkt og velkendt varemærke som Obelix viser med alt tydelighed, at det har været udenfor en ejendomsmæglers kompetence at rådgive herom.

For jer der er til lidt fag-nørderi, kan jeg oplyse, at der selvfølgelig blev nedlagt påstand omkring passivitet. Her nåede både Sø- og Handelsretten samt Landsretten til, at rettighedshaveren, Albert René, ikke havde fortabt sine rettigheder ved passivitet efter VML § 9 eller den almindelig grundsætning om passivitet.

”Det skal hertil bemærkes, at Albert René ved systematisk overvågning af markedet fra Frankrig muligt kunne have opdaget denne krænkelse koncentreret omkring København med mere lokalpræget markedsføring, markedsføring på internettet og enkelte eksempler på landsdækkende presse. Men dette kan ikke føre til fortabelse af rettigheder, når henses til krænkelsernes karakter og omfang og navnlig til, at Investeringsselskabet ved overtagelsen i 2009 og frem ikke kan have været i god tro med hensyn til grundlaget for at udnytte Albert Renés rettigheder som sket”.