Personaleforhold ved genåbning
Danmark står overfor en åbning af samfundet igen.
Virksomhederne skal til at starte op igen. Hjemsendte medarbejdere skal møde ind igen, og måske ønsker virksomheden at hjemmearbejdet reduceres således at der fysisk mødes på arbejde.
Men kan en medarbejder nægte at møde på arbejde af frygt for smitte?
Nej, som udgangspunkt vil det ikke være lovligt fravær og det vil derfor være tale om en ulovlig udeblivelse fra arbejde.
Kan medarbejderen kræve at arbejde hjemmefra?
Nej, arbejdsgiveren har ledelsesretten og det skal derfor aftales med arbejdsgiveren, hvis man ønsker at arbejde hjemmefra. Dvs. medarbejderen kan ikke kræve det.
Kan vores sælger nægte at tage på forretningsrejser?
Nu er verden pt. lukket og ser ud til at være det et par uger/måneder endnu. Men når grænserne åbner op igen, vil mange virksomheder måske have et ønske om hurtigt at sætte gang i salget igen. Her er det igen arbejdsgiveren der har ledelsesretten og dermed den der må planlægge og tilrettelægge medarbejderens arbejde, således at det gavner virksomheden mest muligt. En sælger kan således som udgangspunkt ikke nægte at tage på forretningsrejser i genåbnede lande.